Hvad kræver det egentlig at være sportsfotograf?

Som sportsfotograf oplever jeg håndbold fra en lidt anden vinkel end tilskuerne på tribunen. Jeg sidder tæt på banen, følger spillet og forsøger at fange de øjeblikke, der kun varer et splitsekund.

Jeg får indimellem kommentarer om, hvor fedt det må være at sidde så tæt på banen og se håndbold. Og jo, det er da også en fantastisk plads at have. Men der er faktisk lidt mere i det, end man måske lige forestiller sig.

For når jeg sidder der med kameraet, er jeg ikke bare tilskuer til en håndboldkamp. Jeg er på arbejde. Jeg lytter, følger spillet og forsøger at fornemme, hvad der sker som det næste. Jeg skal være klar, når det helt rigtige øjeblik opstår.

Jeg har fotograferet siden 2012, og håndbold har været en stor del af mit liv som fotograf. Siden 2016 har jeg blandt andet fulgt Ribe-Esbjerg HH tæt. Gennem årene har jeg fået lov til at opleve rigtig mange kampe, spillere, trænere og ikke mindst fantastiske øjeblikke.

Hvis du har lyst til at læse lidt mere om den rejse, kan du også kigge forbi mit indlæg om 10 år bag kameraet hos Ribe-Esbjerg HH – og en bold med følelser.

Men hvad kræver det egentlig at være sportsfotograf? Det vil jeg gerne fortælle lidt om. Ikke som en stor fotografisk ekspert, men ud fra mine egne erfaringer og de mange timer, jeg har brugt bag kameraet.

Sportsfotografens billede af Elvar Ásgeirsson i flyvende aktion for Ribe-Esbjerg HH
Sportsfotografens billede af Elvar Ásgeirsson i flyvende aktion for Ribe-Esbjerg HH

Sportsfotograf: Det handler om at fange øjeblikket

Når jeg fotograferer håndbold, står jeg ikke nødvendigvis og leder efter bestemte motiver. Jeg prøver at følge det, der sker i nuet.

Det kan være en duel ved stregen, et hopskud, en redning eller måske en træners reaktion på sidelinjen. Nogle gange går det så stærkt, at man næsten skal reagere, før man selv når at tænke over det.

Håndbold er en utrolig hurtig sport at fotografere. Sammenligner jeg eksempelvis med ishockey, synes jeg faktisk, at det nogle gange er lettere at læse spillet dér. Man kan i visse situationer bedre fornemme, hvornår en wing eller back gør klar til et skud.

I håndbold kan tingene ændre sig på et splitsekund. Derfor handler det meget om at være opmærksom og forsøge at være et skridt foran.

Som sportsfotograf skal jeg hele tiden være klar til at reagere. Det næste store øjeblik kan opstå på et splitsekund.

Og så er der de gange, hvor jeg sidder derhjemme og gennemgår billederne og pludselig stopper op:

Say what?! Fik jeg lige dét med? 😂

Det er altså nogle af de øjeblikke, der gør det hele lidt ekstra sjovt.

Sportsfotograf Marc Andersen fotograferer håndbold tæt på banen
Sportsfotograf Marc Andersen fotograferer håndbold tæt på banen

Sportsfotografens placering ved håndboldbanen

Hvis du har set mig fotografere håndbold, har du måske lagt mærke til, at jeg typisk sidder omkring to meter fra målet i højre side.

Det er faktisk et helt bevidst valg.

Fra den placering kan jeg få rigtig mange forskellige situationer med. Jeg kan fange trænerens reaktioner, duellerne ved stregen, hopskud, stregscreeninger og meget andet.

Jeg fotograferer også fra en højere position indimellem, typisk ved herrerne. Men det er ikke noget, jeg normalt gør ved kvindehåndbold eller Champions League.

Jeg kan godt lide at komme tæt på spillet og få nogle vinkler, hvor man virkelig kan mærke intensiteten og følelserne.

Samtidig vil jeg heller ikke være til unødig gene for tilskuerne. De er kommet for at se håndbold, og det skal de selvfølgelig også have lov til. Jeg forsøger derfor at finde en balance, hvor jeg kan passe mit arbejde uden at fylde mere end nødvendigt.

For mig som sportsfotograf er det vigtigt at finde en position, hvor jeg kan fortælle så meget af kampens historie som muligt.

Udstyr til sportsfotografering

Lad os ikke lade som om, udstyret er ligegyldigt. Det har bestemt noget at sige, især når man fotograferer indendørs sport.

Et lysstærkt objektiv med f/2.8 er en stor fordel, når lyset i hallen ikke altid er det bedste. Men der er også sket rigtig meget med kameraerne gennem årene.

Da jeg begyndte at fotografere i 2012, var kameraernes evne til at håndtere høje ISO-værdier ikke på samme niveau som i dag.

I dag kan man sagtens komme langt med objektiver på eksempelvis f/4, fordi de nyere kameraer er blevet meget bedre til at håndtere ISO.

Så nej, man behøver ikke nødvendigvis det dyreste udstyr for at komme i gang. Det vigtigste er også at lære sit kamera at kende og forstå, hvordan man bruger det.

En sportsfotograf skal kende sit udstyr, men også vide, hvornår det er tid til at trykke på udløseren.

Et godt kamera kan hjælpe dig langt, men det tager altså ikke billederne for dig. 😉

Sportsfotografen ser ikke kampen som tilskueren

Det her er måske noget af det, folk ikke tænker over.

Jeg møder indimellem nogen, der siger:

“Ej, hvor må det være fedt at sidde så tæt på banen og se håndbold!”

Og så må jeg jo grine lidt og fortælle dem, at jeg faktisk ikke ser kampen på samme måde som dem på tribunen.

Jeg lytter!

Jeg lytter til kampen og forsøger at fornemme, hvor den næste situation opstår. Jeg skal hele tiden være opmærksom på spillet og klar til at reagere.

Det er ikke bare at sidde med et kamera og vente på, at der sker noget spændende. Man skal være med i kampen på sin egen måde.

Det er en af de ting, jeg synes gør arbejdet som sportsfotograf så spændende. Man er hele tiden på arbejde, også selvom det udefra måske ligner, at man bare sidder og ser håndbold.

Arbejdet efter kampen som sportsfotograf

Mange tænker måske, at når dommeren fløjter af, så pakker fotografen kameraet sammen og tager hjem. Og det gør jeg selvfølgelig også, men arbejdet er langt fra færdigt.

Når jeg kommer hjem, importerer jeg billederne og begynder at udvælge og redigere de første billeder. Typisk gør jeg omkring 30 billeder klar til Europamester.dk, Hbold.dk og andre, der har bestilt billeder fra kampen.

Derefter lukker jeg computeren og holder fri.

Jeg har nemlig fundet ud af, at det ikke altid er den bedste idé at sidde med hele udvælgelsen lige efter kampen. Man er træt i hovedet efter flere timers koncentration, og derfor fortsætter jeg ofte arbejdet dagen efter.

Jeg kan godt være så træt, at jeg bare har lyst til at komme tidligt i seng.

Det er måske ikke den del af sportsfotografering, folk tænker mest over, men der ligger rigtig mange timer i arbejdet efter kampen.

Som sportsfotograf handler mit arbejde derfor både om at tage billederne og om at vælge de rigtige billeder bagefter.

Sportsfotograf Marc Andersen gennemgår og redigerer håndboldbilleder
Sportsfotograf Marc Andersen gennemgår og redigerer håndboldbilleder

Det er ikke bare at trykke på en knap

Jeg får også indimellem kommentaren:

“Det er godt nok et godt kamera, du har!”

Den får mig faktisk altid til at trække lidt på smilebåndet.

Jeg plejer at svare, at de da bare kan prøve at tage nogle billeder med det. Så griner de og siger, at det jo er svært. 😂

Og det er faktisk lige præcis det, jeg mener.

Vi er efterhånden blevet vant til, at vores mobiltelefoner klarer rigtig meget af arbejdet for os. Vi trykker på knappen, og telefonen sørger selv for at behandle billedet.

I dag er AI også blevet en del af mobilfotograferingen. Den hjælper blandt andet med at forbedre skarphed, reducere støj og optimere billederne, så resultatet ofte ser rigtig flot ud direkte på skærmen.

Det er der bestemt ikke noget galt med. Teknologien har udviklet sig enormt, og det er faktisk ret imponerende, hvad telefonerne kan i dag.

Men når jeg kommer hjem med mine billeder, begynder en anden del af arbejdet. Jeg bruger Lightroom og Photoshop til at gennemgå og redigere dem. Det minder mig faktisk lidt om det gamle mørkekammer, bare i en digital udgave.

Og udvælgelsen er heller ikke altid så enkel, som man måske skulle tro.

Jeg kan sagtens have to billeder, der næsten ligner hinanden. Men det er ikke nødvendigvis det første, jeg vælger. Måske har spilleren lidt mere glimt i øjnene på billede nummer to, eller måske er ansigtsudtrykket lige en tand bedre.

Det er de små detaljer, jeg kigger efter.

Sportsfotografi af Reinier Taboada under Final4 i Herning
Sportsfotografi af Reinier Taboada under Final4 i Herning

De øjeblikke en sportsfotograf ikke må misse

Selvfølgelig har jeg også misset situationer. Det gør alle fotografer.

Det kan være en vigtig redning, et flyvende indhop eller dommerens røde kort, som man simpelthen ikke når at få med.

Men hvis jeg skal være helt ærlig, så er noget af det værste at misse et stort jubelbillede.

Du ved, når en spiller brøler sin glæde ud efter en vigtig scoring. Det er sådan et øjeblik, hvor følelserne virkelig kommer frem, og hvor jeg bare gerne vil have billedet med.

For når øjeblikket er væk, så er det væk. Man får ikke lige spilleren til at gentage det, fordi fotografen ikke var hurtig nok. 😉

Det er en del af hverdagen som sportsfotograf, og man lærer efterhånden at leve med det.

Man lærer af de situationer, hvor man ikke helt rammer den, og så er man forhåbentlig lidt bedre forberedt næste gang.

Ribe-Esbjerg HH jubler efter sejr i Santander Cup
Ribe-Esbjerg HH jubler efter sejr i Santander Cup

Anerkendelse og oplevelser som sportsfotograf

Det er altid rart at se sine billeder blive brugt.

I starten gemte jeg faktisk alle de aviser, hvor jeg var blevet krediteret eller tagget. Det var stort at se sine egne billeder på tryk og vide, at andre syntes, de var værd at bruge.

I dag er det blevet en mere naturlig del af mit arbejde. Jeg leverer blandt andet billeder til medier, der ikke selv har haft en fotograf med til kampen eller eksempelvis en medaljeceremoni.

Men jeg glemmer bestemt ikke, hvor meget det betød i starten. Det var en kæmpe klap på skulderen og en anerkendelse af det arbejde, jeg lagde i fotograferingen.

En særlig oplevelse, jeg stadig husker, var da afdøde Morten Stig Christensen delte et af mine billeder af ham på sine sociale medier og skrev:

“Stjernestrømpesokkefotograf.”

Det ramte mig faktisk lidt mere end endnu en avis, der brugte et af mine billeder.

Det var personligt, og det betød noget helt særligt for mig. Sådan nogle små øjeblikke glemmer man ikke lige med det samme. ❤️

For en sportsfotograf betyder det meget, når billederne også rammer noget hos andre.

Sådan udvikler man sig som sportsfotograf

Hvis du går med en drøm om at blive sportsfotograf, så er mit bedste råd at være tålmodig og have lyst til at lære.

Du skal være forberedt på, at det godt kan give nogle knubs at komme ind i den verden. Ikke nødvendigvis på grund af de andre fotografer, men på grund af tempoet, actionen og farten i sporten.

Du skal også være åben over for feedback fra andre fotografer, som har været en del af gamet i længere tid. Der er masser at lære, og man bliver ikke dårligere af at lytte til nogen med mere erfaring.

Jeg har selv haft fotografer, hvis arbejde jeg har set meget op til. Blandt andre Jacob Schultz fra JydskeVestkysten, hvis sportsbilleder har inspireret mig gennem årene.

Min egen udvikling er også kommet stille og roligt siden 2012. Man lærer først at håndtere kameraet og finde ud af, hvordan billederne skal redigeres. Efterhånden som man får mere erfaring, begynder man også at opdage andre motiver og situationer.

Det kan eksempelvis være dommeren, der giver en spiller to minutters udvisning eller finder det røde kort frem.

Den slags bliver man bedre til at få øje på med tiden. Man lærer hele tiden, og jeg synes faktisk, det er noget af det spændende ved fotografering. Der er altid noget nyt at blive bedre til.

Sportsfotografens billede af en håndbolddommer, der viser en kendelse
Sportsfotografens billede af en håndbolddommer, der viser en kendelse

Derfor elsker jeg sportsfotografering

Og er det så det hele værd?

Ja, det synes jeg bestemt!

Jeg holder virkelig meget af at stå tæt på banen, mærke stemningen i hallen og forsøge at fange de øjeblikke, der fortæller noget om kampen.

Det er ikke altid nemt, og der er bestemt også dage, hvor man kommer hjem og tænker, at det kunne have været bedre.

Men så er der de dage, hvor man sidder med billederne bagefter og finder lige præcis dét billede, hvor alt går op i en højere enhed. Hvor man kan se glæden, frustrationen, sammenholdet eller bare et helt særligt øjeblik.

Det er de billeder, jeg gerne vil skabe. Billeder, der fortæller en historie, og som måske får andre til at genopleve bare en lille del af det, der skete på banen.

Jeg er stadig glad for at være sportsfotograf, og jeg glæder mig til de mange kampe og oplevelser, der venter.

Og hvis nogen spørger mig, om det er fedt at være sportsfotograf?

Så er svaret ganske enkelt:

Sportsfotografering er fedt! ❤️

Og jeg glæder mig stadig til at tage kameraet over skulderen og komme ud til den næste kamp.


🤾 Vil du læse flere håndboldhistorier?

Håndbold har fyldt rigtig meget i mit fotografiske liv gennem årene. Og der er efterhånden en del oplevelser og historier at kigge tilbage på.

Her er nogle af de andre indlæg, du kan gå på opdagelse i:

Du kan også finde flere billeder og historier her:

Tak fordi du læser med og følger mine oplevelser bag kameraet! ❤️📸

Scroll to Top