Måde Teglværk: Historien om Et Sted, der Lever Videre
Der findes steder, hvor fortidens ånd hænger i luften, og hvor historien synes at hviske gennem hver en sten og hver en sprække i de gamle bygninger.
Måde Teglværk, grundlagt af kaptajn Mathiesen i 1895, er et af disse steder.
En gang en livlig arbejdsplads, nu står det som et forladt monument over en tid, der var
Teglværket, som fungerede frem til 1970, lukkede ned da leret i området slap op, og det begyndte sin langsomme forfaldsproces.
Men stedet er langt fra glemt.
Lidt historie om Mørtelværk
Laurids Albert Christensen ejede både Måde og Foersum Teglværk, og hans sønner, Albert og Erhard Christensen, voksede op i skyggen af disse produktionssteder.
Teglværket var ikke blot en arbejdsplads for dem;
det var en del af deres liv og deres identitet.
Deres barndom var fyldt med lyden af larmende maskiner,
duften af brændt ler og synet af arbejdere, der sled og slæbte for at forme den rå ler til stærke mursten.
En dag, da jeg besøgte Måde Teglværk, fangede noget min opmærksomhed.
Efter lukningen i 1970 blev teglværket stille. Maskinerne standsede, og bygningerne begyndte at forfalde.
Naturen begyndte langsomt at erobre området tilbage, og ruinerne står nu som en stille påmindelse om fortidens travlhed.
Måde og Foersum Teglværk, engang symbolet på hårdt arbejde og industri, ligger nu øde og ubemandet hen.
En dag, da jeg besøgte Måde Teglværk, fangede noget min opmærksomhed.
Jeg havde fået lov til at fotografere i den gamle kontorbygning, og mens jeg bevægede mig gennem de støvede rum, kunne jeg næsten mærke historiens vægt på mine skuldre.
På et tidspunkt befandt jeg mig på overetagen,
hvor duften af frisk kaffe syntes at hænge i luften.
Det var en duft, der bragte minder frem, selvom jeg aldrig havde oplevet det selv.
Øjeblikket hvor stemmen råbte
Pludselig, ud af ingenting, hørte jeg en stemme, der råbte: “Albert, kaffen er klar!” Det var som et ekko fra fortiden, en stemme, der kaldte gennem årene og mindede mig om de dage, hvor Albert Christensen og hans sønner arbejdede her.
Jeg kunne næsten se og fornemme Albert gå ned ad trappen, klar til at tage en pause fra det hårde arbejde for at nyde en kop kaffe.
Om det var spøgelser eller blot min fantasi, ved jeg ikke, men det var både fascinerende og en smule uhyggeligt.
Der var en stemning i det gamle kontor, som om stedet stadig bar på de minder og de mennesker, der havde givet det liv.
Mens jeg stod der, følte jeg en dyb forbindelse til de mennesker, der havde arbejdet på Måde Teglværk.
Deres hårde arbejde, deres daglige rutiner og deres små øjeblikke af glæde lever videre i de vægge, der nu står tomme.
Og selvom bygningerne forfalder, er det som om, deres ånd aldrig helt har forladt stedet.
Stop op og mærk efter
Næste gang du besøger et sted som Måde Teglværk, stop op og lyt.
Måske vil du også høre ekkoerne af fortiden, mærke duften af frisk kaffe og forstå, at selv de mest stille steder har meget at fortælle.
