D-A-D på Tobakken i Esbjerg
Sikke en rockaften! 
En aften med Stig”ge”, Laust, Binzer-brødrene og masser af rock’n’roll – oplevet gennem mit kamera foran scenen.
Der er altså noget helt særligt ved at stå foran en scene med kameraet i hånden, når et band som D-A-D går i gang. Og når det så foregår på Tobakken i min egen by, Esbjerg, bliver det bare lidt ekstra fedt.
Jeg var taget til koncert for at fotografere, men jeg skal da lige love for, at jeg også fik rockmusik ind under huden.
For hold nu op, hvor de drenge leverede!
D-A-D har stået på scener i over 40 år, men det var bestemt ikke sådan en aften, hvor man tænkte, at tempoet var ved at blive skruet ned.
Tværtimod. Der var energi, spilleglæde og masser af liv fra start til slut.
Tobakken – en del af Esbjergs historie
Tobakken er ikke bare et sted, man tager hen for at høre musik. Det er et spillested med historie.
Bygningen på Gasværksgade har rødder tilbage til 1896, hvor den blev opført som tobaksfabrik.
I mange år blev der produceret tobaksvarer i de gamle bygninger, inden stedet senere udviklede sig til det aktivitetshus og koncertsted, vi kender i dag.
Og jeg synes faktisk, der er noget fedt ved at opleve rockmusik i de rammer.
De rå omgivelser, den gode stemning og følelsen af, at der er blevet spillet musik her i mange år.
Det passer bare godt sammen.
Når man står med kameraet foran scenen og ser lyset ramme de gamle omgivelser, er det svært ikke at blive lidt begejstret.
Det er lige præcis den slags steder, der giver en koncert sin egen karakter.
Stig”ge” var suveræn som han plejer på den 2 strenget bass
Stig”ge” var suveræn foran kameraet, som han plejer. 
Der er bare nogle mennesker, der har en evne til at ramme kameraet på den helt rigtige måde.
Stig”ge” er en af dem. Masser af energi, attitude og de der øjeblikke, hvor man som fotograf tænker:
“Yes! Den sad lige i skabet.”
Det gør altså arbejdet lidt nemmere, når motivet selv hjælper godt til.
Det er også sådan nogle øjeblikke, jeg elsker ved koncertfotografering.
Man står måske og venter på det rigtige lys eller den rigtige bevægelse,
og pludselig sker det hele på én gang.
Så gælder det bare om at være klar med kameraet.
Og helst også ramme fokus. 
Laust og Binzer brødrene, med stadig fuld fart på og trommer der blev slået “ihjel”
Laust var fantastisk på trommerne. Der var gang i den, og det var en fornøjelse at følge med gennem søgeren, mens han bare hamrede løs.
Der er noget helt særligt ved at fotografere en trommeslager.
Det hele går stærkt, lyset skifter, og der er masser af bevægelse.
Men når man rammer det rigtige øjeblik, kan man virkelig mærke energien i billedet.
Og Laust gav bestemt kameraet noget at arbejde med.
Og så var der Binzer-brødrene. Helt utrolig!
Man skulle næsten ikke tro, at de drenge har stået på scenen i over 40 år.
De leverede med en energi og spilleglæde, som om de lige havde startet bandet i går.
Bare med lidt mere erfaring og en hel del flere historier i bagagen.
Det er altså imponerende at se et band, der stadig har så meget liv på scenen.
Det er ikke bare noget, man hører.
Det er noget, man kan mærke, når man står foran scenen.
Jeg er vild med den slags billeder, hvor man kommer helt tæt på.
En guitar, en hånd, et godt lys eller en lille detalje, som man måske ikke lægger mærke til fra publikum.
Det er ofte de små ting, der er med til at fortælle historien om en koncert.
Aftenen bød på en god blanding af D-A-D-numre, både nyere sange og klassikere, som mange af os nok har hørt en del gange gennem årene.
Setlisten indeholdt:
- Jihad
- Written in Water
- 1900
- Speed of Darkness
- Grow or Pay
- Laugh ½
- Girl Nation
- Ridin’ with Sue
- Something Good
- Point of View
- Monster Philosophy
- Everything Glows
- Bad Craziness
- I Won’t Cut My Hair
- Sleeping My Day Away
- It’s After Dark
Der var både rock, nostalgi og masser af energi.
Og det er jo lige præcis sådan en aften, hvor man både får lyst til at synge med og samtidig prøver at holde kameraet nogenlunde roligt.
Laust og Binzer brødrene, med stadig fuld fart på og trommer der blev slået “ihjel”
Noget af det, jeg holder allermest af ved koncertfotografering, er de øjeblikke, hvor man lige glemmer, at man faktisk er på arbejde.
Man står der med kameraet, prøver at ramme lyset, fokusere rigtigt og få de gode billeder med hjem.
Men samtidig bliver man revet med af musikken og stemningen.
Det skete bestemt også på Tobakken.
Et blik fra Stig”ge”,
Laust, der giver den gas bag trommerne.
Binzer-brødrene, der fylder scenen med energi.
Og hele den stemning, der opstår, når publikum og band er med på den samme rockrejse.
Det er dér, koncertfotografering bliver rigtig sjovt for mig.
Når jeg ikke bare tager billeder af en koncert.
Men faktisk får lov til at fange lidt af den følelse, der var i rummet.
Jeg synes, det er fedt, hvordan lyset kan ændre hele følelsen i et koncertbillede.
Et øjeblik er scenen badet i blåt lys, det næste er den grøn, rød eller lilla.
Og så står man dér og prøver at følge med.
Kameraet arbejder, musikken spiller, og man håber på, at det hele går op i en højere enhed.
Det er ikke altid, man rammer det perfekte øjeblik. Men når man gør, så er det hele besværet værd.
Tak for en fed aften, D-A-D!
D-A-D på Tobakken i Esbjerg blev en virkelig fed koncertoplevelse.
Et band, der efter mere end 40 år stadig kan levere varen, og som bestemt ikke lignede nogen, der havde tænkt sig at sætte tempoet ned lige foreløbig.
Jeg kom for at tage billeder, men gik derfra med en god portion rock i kroppen og et kamera fyldt med minder.
Det er sgu en god arbejdsdag.
Tak for musikken, D-A-D – og tak for en fantastisk aften på Tobakken!